Om Mig

tirsdag den 27. december 2011

Forkælet og forædt!

Forkælet er jeg blevet denne jul. Manden havde flottet sig og købt en I-pad, som vi helt sikkert får meget glæde af . Er noget mere handy, end min gamle bærbare pc.
 Jeg "kom" også lige til at forkæle mig selv, med denne dejlige bog. Der er nogle supergode modeller i og jeg er allerede gået i gang.
 Havde noget Babyalpacca/bomuld liggende fra Garnudsalg, som passer i strikkefasthed, men selvfølgelig ikke nok, så supplement er bestilt. Spændene strik og supersød model.

Er glad for at julen er overstået nu. Det har været helt vidunderligt at være sammen med familien, men det er også altid lidt vedmodigt. Savnet efter dem som ikke er her er extra stort på denne tid. 
Til gengæld er samværet med resten af familien en af de højdepunkter jeg ser frem til. Samvær og nærvær, ro og tid og selvfølgelig MASSER af god mad. 
Lover mig selv hvert eneste år at lade være med at overspise, men jeg "ælsger" mad og juleslik, suk suk.  
I aften står menuen på suppe, i håbet om at det render hurtigt igennem systemet.

God bag(h)jul

torsdag den 22. december 2011

Glædelig jul.


 Nogen (som i mig) var så heldig at vinde i en give-away hos viollykke og igår ankom gevinsten så.
Det smukkeste armbånd i "mine" farver. Det er jeg rigtig glad for. Tak til Lykke for det.


Denne lille finurlige fyr lavede jeg i mandags. Tror efterhånden at jeg har fremstillet 25 stk, så de hænger på toiletdørene hos hele familien og hos mange kære venner. Han er fremstillet at nylonstrømper og fåreuld, efter Ulla Påskes anvisninger. De er ret skægge at fremstille og ikke 2 bliver ens. Næste år må jeg tage mig sammen og starte i god tid, ( siger jeg hvert år ) så der er flere som kan pynte deres toiletdør med sådan en fyr.

Jeg vil gerne ønske alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL.

mandag den 12. december 2011

Både blog og strikketøj, bliver forsømt i  øjeblikket. Har trænet intensivt i svømmehallen, for at komme i form til jeg skal starte i mit nye job. Skal op til bassinprøve i Januar og vil gerne bestå i første forsøg. Glæder mig rigtig meget til at begynde.


  Det er ikke nemt at få strikketid med 2 små killinger i huset, som frygtelig gerne vil "hjælpe". Har dog fået nørklet lidt med disse skønne fyre, når killingerne er faldet omkuld. Jeg så nisserne sidste år på Ravelry og faldt pladask for dem. Jeg har købt opskriften på Alan Dart´s hjemmeside og de er nemme at strikke.

Nisserne er temmelig "gumpetunge", da der er en lille pose med granulat indeni, så de sidder godt.

I aften skal jeg passe "lillemanden" for første gang, bare en times tid, medens Heidi er til Zumba.
Han trives mere end fint og vejer ca. 6,5 kg nu. Han er en skøn baby, bliver kun sur hvis ikke maden kommer hurtigt nok. Freja er en rigtig god storesøster og hun har ikke været jaloux på sin lillebror.

tirsdag den 29. november 2011

Jubii

Så har mor her fået fast arbejde. 1 Januar starter jeg som servicemedarbejder/livredder i Maribo svømmehal. Tænk, jeg blev valgt ud af 208 ansøgere..............Det er da for vildt. Glæder mig til at begynde.


Ønsker alle en dejlig uge.

mandag den 14. november 2011

Smidt væk!!

Var på en dejlig tur til Gavnø Slot igår, sammen med søster og min veninde. Der var julemarked og det var helt bestemt værd at besøge. Det havde nogle tusind andre mennesker også fundet ud af. Fik masser af inspiration fra de mange udstillere og mødte Marion fra Heksegarn, hvor jeg havde vundet billetterne til markedet. Herligt at se en medblogger IRL.
Da vi kom hjem, sad min mand med et lille listigt smil om munden og bad mig om at ringe til sønnen, da han ville spørge mig om noget?????  Sikke en historie, jeg fik fortalt.
Min søn og hans lille familie gik en tur igår. Ud til Svinglen, som er et lille skovområde, med legeplads og en lille andedam. Inde i skoven stod der en pap kasse. Kassen bevægede sig og kom med lyde og inden i var der 4 killinger..............................Sunde og velnærede er de og tydeligvis vant til menneskehænder.
Hvordan f..... i h....... kan folk få sig selv til at svigte uskyldige dyr på den måde. Totalt ansvarsløse og hjernedøde, er den slags mennesker. Jeg bli´r så gal i skralden, altså.
Den her historie endte lykkeligt for killingerne i kassen. Et par damer, som også var på legepladsen, tog to af de små med hjem og sønnen to de sidste. De har i forvejen 2 katte og med en lille nyfødt i huset var det ikke lige til at overskue to små kræ mere. Jeg kunne altså ikke vælge.
 Så nu er vi blevet katte ejere igen her i huset. Vil tro at killingerne er omkring 6 - 8 uger. De spiser og drikker fint og er tydeligvis vant til kattebakke. Den lille grå stribede er en han og den anden en hunkat. De er kontaktsøgende og meget kælne. Freja har allerede bestemt at hankatten hedder Ollie. Ved ikke lige hvad hunnen skal hedde, måske Cinna fordi hun har samme farve som kanel (cinnamon). 

 Jeg er forelsket!

tirsdag den 8. november 2011

Kender du det?

Hvor er det liiige man lagde målebåndet, sidst det blev brugt. Jeg manglede et i aftes og se hvad jeg fandt rundt omkring i huset. Ikke mindre end 16 stk, hm.... burde jo nok finde ét bestemt sted til båndsalaten.
Er forresten begyndt at arbejde, bare sådan lidt i det små. Er blevet ansat som afløser i Lev Vel, som  er et privat hjemmehjælps firma. Dejligt at komme igang igen. Håber på at jeg kan blive fastansat inden alt for længe.

onsdag den 2. november 2011

UFO!!

Pralede for noget tid siden med, at jeg ikke havde nogle UFOèr liggende. Jeg var fuld af løgn, var jeg.
Fandt denne Sweater(kjole) i en pose, som var stuvet væk i kælderen. Manglede bare en halskant og et par ærmer. Det har den så fået nu. Farverne på billedet er lidt lysere end i virkeligheden.


Faktaboks:  
                  Strikket i Holst Supersoft. Opskriften fandt jeg selv på.
Trøjen vejer 309 gr. Har brugt  150 gr i farven Tobaco og 160 gr. sort.
Strikket rundt på Addi Turbo str. 3,5.
Frygteligt som det garn lugter inden vask, men det er heldigvis forsvundet og garnet er virkeligt supersoft, efter en tur i maskinen.
Bliver vist mest til hjemmebrug, over et par gamacher.

lørdag den 29. oktober 2011

Ballonkjole

Ballonkjolen fra Karen Noe, blev egentlig færdig i Torsdags. Nu er den så blevet vasket og presset let over sømmene og jeg glæder mig til at tage den i brug.

Min mormor var dameskrædder, her i byen og syede for de fine fruer. Mormor havde sans for detaljer, som smukke knapper, bånd og blonder og havde en kæmpe samling, af disse skatte. Hun var ekspert i at få ting til at ligne "en million", for ganske små midler, hvilket også var nødvendigt før, under og efter krigen. Jeg var så heldig at arve det meste af min mormors systue og især knapperne har jeg altid været vild med. Så knapperne på min kjole er selvfølgelig fra Mormor´s samling.



Faktaboks:    Ballonkjole  fra Karen Noe. str. Medium.
                      Garnet er Rustik, købt i Netto til kr. 17 pr. nøgle.
                      Forbrug: 7 ngl à 200 m.
                      Ingen ændringer ift. opskriften.
    
Jeg er rigtig glad for kjolen, farver og facon passer mig godt og den er let, blød og varm.
                      

onsdag den 19. oktober 2011

Endelig.

Så kom han endelig den lille fyr vi har ventet på så længe. Kl. 09.10 i dag. Han er en flot fyr på 4500 gr. og 54 cm. Alt er som det skal være og lungerne fejler bestemt  ikke noget, han er knushamrende skøn.
Heidi var til kontrol igår mhp. evt. igangsættelse og først da fandt man ud af at han lå med hovedet øverst, så han blev taget med kejsersnit. Forældrene blev selvfølgelig lettere chokerede, det var jo ikke lige det som var forventet, men min skønne svigerdatter har klaret det hele til stort UG.
Selv om det var et kejsersnit, fik jeg lov til at være med til det hele alligevel og det har været en rigtig god oplevelse, som jeg aldrig nogen sinde vil glemme.

30 sec. gammel.

 I morgen skal Freja se sin lillebror for første gang, glæder mig til at se hendes reaktion.

mandag den 10. oktober 2011

Lavendula.

Den her sorte sag gled af pindene i fredags. Den er strikket sort merc. silkegarn fra lageret. Jeg begyndte på den i Juni måned, så den har været længe undervejs. Opskriften fandt jeg på Femina´s hjemmeside.


Fakta boks:    Lavendula str. L.  Opskrift af Britta Wilfert, downloaded her.
Forbrug:      14 ngl silkegarn købt i Rema for nogle år siden til 5 kr. pr. ngl.
Blusen er strikket i dobbelt garn på pinde 3 og 3,5
Jeg har strikket retstrikkede kanter istedet for ribkant.
Blusen var lidt kedelig at strikke, men perfekt tv strik og den er skøn at have på.

Jeg er blevet afhængig, af dette skønne knækbrød. Bager det flere gange om ugen, men forærer da også lidt væk. Supernemt og hurtigt og en lækker snack og noget mere sundt end det som jeg ellers kan finde på at indtage.
. Opskriften findes hos Helle, med bloggen Livet i Karlelunden.
Prøv det, du bliver ikke skuffet.



mandag den 3. oktober 2011

Vi venter.

Ikke på Godot, men på den lille fyr som vidunderlige Heidi har i maven.
 Sådan så maven ud i Lørdags, en uge før forventet fødsel. Hun er så smuk min svigerdatter og hun er supergod til at være gravid.
 De sidste 14 dage har været alt for travle. Sønnen var ved at lægge sidste hånd på børneværelset, da muligheden for at få sat et nyt (brugt) køkken op bød sig og det tog de imod de unge. Det var nødvendigt, men hvor ville det være skønt at det var 100% færdigt nu. I morgen kommer elektrikeren og tilslutter strøm og hvidevarer og så kan det heldigvis bruges.


Indimellem malearbejde hos de unge, fandt jeg tid til at lave dette lille tæppe i patchwork. 

Der er sat tyk fleece på bagsiden, så det er lunt og blødt. Heidi har lagt det i den taske, som skal med på hospitalet, når tid er.
Det lille sæt med trøje og hue, er blevet supleret med et par bukser og et par sko. Det er også lagt i tasken, så farmor her er pavestolt, men det aller-allerbedste er at JEG skal være med til fødslen.
Om jeg glæder mig....................JA JA JA!

Ha en forrygende uge derude!

tirsdag den 20. september 2011

Savn.


I dag ville Allan være fyldt 27 år. For mærligt at tænke på. I min verden er han stadig den 17 årrige knægt, som så brat blev revet fra os. Der går ikke én eneste dag, uden at han er i mine tanker, men dage som disse er alt for svære at komme i gennem. Jeg savner ham, med hver eneste fiber i min krop.
Jeg er taknemmelig for de 17 år jeg fik lov til at beholde ham og minderne kan ingen ta´fra mig. Han var som en hvirvelvind, min Allan, hvor han var, skete der noget. Han havde den skønneste humor og en evne til at se det sjove i det meste. Han elskede livet, sin familie og han var vennernes ven. Heldigvis er det de gode minder der dominerer. For selvfølgelig var han også teenager på godt og ondt.
Jeg ville ønske at jeg kunne kysse og kramme ham....Det kan jeg aldrig mere. Istedet vil jeg kysse og kramme hans far, hans storebror og resten af min vidunderlige familie og fortælle dem hvor højt de er elsket og at de gør mit liv værd at leve.

søndag den 18. september 2011

Gæt et sted!

Hvis dit gæt var på Grækenland, så har du ret. Kom hjem i nat fra den skønneste og særdeles tiltrængte ferie, fyldt op af sol, hav og dejlige indtryk. Vi har tilbragt en alt for kort uge på Rhodos, sammen med vores venner Britt og Torben. Øj, det har været en dejlig uge. Stedet var Avra Beach Resort ved Ixia på vestsiden af Rhodos. Her blæser der en mild vind hele tiden, som gør at man kan ånde. Og det har der været brug for. Fredag var temperaturen oppe på ca. 42 gr. men det var vist nok også rekord for årstiden. 7 skridt ned af en trappe, så svømmede man i pragtfuldt badevand. Meget salt, faktisk så salt at man næsten ikke kunne dykke, men rent og så klart at man kunne se sine fødder på bunden. Så lækkert var det, at vi ikke gad at gå i poolen.

Billedet her, er fra Akropolis ved Lindos. Det står måske ikke helt mål med det største Akopolis ved Athen, men det var absolut storslået og smukt beliggende.
Den hvide by Lindos, som er en af de ældste byer i Grækenland. Smuk og autentisk, med bitte små stejle stræder.
Et kloster fra det 5 - 6 årh. e. kr. Opført oven på et gammelt tempel dedikeret til gudinden Athene, som er fra 2 - 3 årh. f. kr.


Rundt om klosteret er man igang med at udgrave resterne af templet. Iøvrigt boede der stadig én munk på stedet. Vi så ikke ham, men hans hund var da hjemme.


Indsejlingen ved Rhodos havn. Grækerne mener at Kolossen fra Rhodos har stået her, men der er mange historikere som er uenige om hvor og hvordan han han har set ud. Én er dog sikkert, han har eksisteret og han var et af de 7 vidundere.

Smukke, men hurtige solnedgange. Det er ikke tusmørke i lang tid, som herhjemme.

Lige nu tusser jeg stadig rundt i min badekåbe. Udenfor regner det og huset er koldt. Tror at der skal gang i brændeovnen og helt sikkert i strikketøjet. Det har nemlig også holdt ferie.
God Søndag!

lørdag den 27. august 2011

Ida-Marie´s første skoledag.

Det her er min guddatter Ida-Marie. Hun er startet i 0. klasse sidste torsdag. Ida-Marie er min brors datter, så jeg er også faster til hende. Derfor er det jo lige til højrebenet at hun kalder mig for Faster Gudmor, naturligvis. Ida-Marie´s forældre har en tradition med at gøre deres børns første skoledag, til en ganske særlig dag. Så jeg var inviteret med, dels til at følge i skolen og derefter V.I.P. middag.


Det var en rigtig hyggelig dag. Jeg havde købt en lille gave til pigen, en fingerring nøjagtigt magen til den, som Ida-Marie gav mig i fødselsdagsgave. Tror nok at hun synes det var sejt. Selvfølgelig havde vi osse ens neglelak. Skønt når forældrene gør så meget ud af deres barns første skoledag, tror ihvertfald at Ida-Marie vil huske det som en dejlig dag, hvor hun var i centrum.


Min egen Freja er også startet i skole nu, men det var i den uge hvor hun var ved hendes mor, så der var jeg desværre ikke med. Det er lidt svært til tider, når forældrene ikke kommer overens med hinanden. Det er desværre børnene det går ud over, altid.
Jeg får ikke strikket så meget for tiden. Men idag gled dette lille sæt af pindene. Det er til Freja´s lillebror, som kommer til verden om 6 uger. Det er endnu ikke vasket og der mangler også knapper.
Jeg glæder mig helt vildt, til at hilse på mit nye barnebarn og hans forældre har lige nu travlt med at indrette hans værelse. Ude i vore havestue står den lækreste barnevogn parat, så der er ved at være styr på det hele.
Nu kan det kun gå for langsomt.

Faktaboks:     Garn; 2 ngl Strømpegarn fra Stof 2000 i alt.
                       Opsrift; Grundopskrift fra et gammelt ugeblad til trøjen, huen fandt jeg her.


God weekend.



tirsdag den 9. august 2011

Alting har en ende!

Også 13 dejlige uger på campingpladsen. Ved ikke lige hvor tiden blev af, men det gik da forrygende stærkt. Og sjovt har det også været. Næsten alle mine "talenter" har været i brug og ikke to dage har været ens. Hvad mere kan man dog ønske sig af et job? Jo, naturligvis at det var et fast arbejde, men det er jo svært på en campingplads, som ikke  har vinteråbent.
Det har været en liese for min sjæl at komme ud på arbejdsmarkedet igen og mærke at jeg stadig kan og vil. Stille og roligt er jeg blevet mit "gamle jeg" igen, med mod på livet og hvad der byder sig.


Vores dejlige område ved Hestehovedet, med lystbådehavn, campingplads, badestrand, friluftsbad og resturant.

Campingchefen Asger Knudsen.


Tak til Asger og alle de andre på Nakskov Fjord Camping, for en forrygende sommer.

søndag den 31. juli 2011

Week-end på Fjorden.

Vejrudsigten var ellers ikke for god, men det var solskin i går, så selvom det blæste en "halv pelikan" så gled HOPE gennem bølgerne med kurs mod Langø. Der var nærmest ingen bølger, men en strid blæst fra nord sørgede da lige for at vi vippede godt og grundigt. I Langø var der havnefest, med pålidelighedssejlads, helstegt pattegris og stor fiskebuffet. Dejligt at møde en masse glade og forventnings(fulde):-D mennesker. Omkring midnat stoppede det hele dog ganske brat, da det begyndte at regne i lårtykke stråler.


Benny kan ikke lide når det vipper alt for meget, men det hjælper når han kan ha hovedet ude i den friske luft.

Øen Enehøje, som også bliver kaldt Peter Freuchens Ø. Han boede på øen fra 1926- 1940. Han opførte et lysthus som blev lavet af hvalkæber og det står endnu i ganske fin stand.
 Langø.


Idag var vejret heldigvis meget bedre at sejle i og vi sejlede lige et smut ind til Nakskov.

Vi sejlede forbi det gamle skibsværft, hvor der nu kun er denne gamle kran tilbage. Fra 1992 - 1996 arbejdede jeg der for et fima som hed BMS og var oppe i denne kran. Det var nemt nok at komme op, men det var knapt så sjovt da jeg skulle ned igen. Kranen kan løfte 100 tons og er ca 60 m. høj. Men udsigten var flot.
 Vi kom også forbi denne tomasters båd, som pludselig sank i sidste uge. Kun masterne stak op. Skipperen udsendte en appel gennem Folketidende, da han ikke havde råd til at på bjærget skibet og velvillige folk fra Nakskov gav ham en hånd med bjærgningen uden beregning. Der følger vist en hel del arbejde til skipper nu.

På billedet ses Danmarks næstlængste badebro ved Hestehovedet strand. 190 meter

Den smukke gamle Toldbod, som nu bl.a. rummer søfartmuseum.

Indsejlingen til Hestehovede Lystbådehavn.

Vel hjemme igen sidst på eftermiddagen, måtte jeg så igang med at pille friske fjordrejer som vi fik forærende af en fisker på Langø, lækkert sir jeg bare.



tirsdag den 26. juli 2011

En tand for spraglet.

Har hæklet flittigt på min Daletrøje de sidste par dage men nøj, hvor er jeg IKKE tilfreds. Jeg kan slet ikke forlige mig med alle de farver på bærestykket. Jeg ved at jeg ikke kommer til at bruge den, som den er nu, så det bliver en ommer.


 Garnet er utroligt  lækkert at have i hænderne og jeg har en idé om at holde mig til de petrol/blå farver måske med den limegrønne som en enkelt kontrastfarve, men i små doser. Ved slet ikke hvad jeg dog tænkte på da jeg købet kittet. Jeg ejer absolut intet tøj i rødt, gult eller orange.


Er stadig meget tilfreds med modellen og også den bundfarve jeg har valgt, men nu kommer det hele lidt i skammekrogen, medens jeg fintænker lidt.


I mellemtiden kan jeg så strikke lidt videre på Lavendula af Britta Wilfert, som jeg fandt her.
Fandt noget silkegarn på lageret som passer i strikkefasthed og til mit temprament lige nu.

Ha en god aften.

lørdag den 16. juli 2011

Sol over Nakskov.

I dag har solen skinnet i Nakskov. Lige hvad vi trængte til og forhåbentlig kommer der mere af den slags.
 Hele vinteren igennem har min mand fodret fugle og se hvad vi har fået tilbage. De smukkeste solsikker. 3 ialt er det blevet til, lige under foderbrættet.
Denne her er den største. Den er ca 150 cm. høj.
 Igår så den sådan ud

 I dag ser den sådan ud. Smukt.


 Og så lige lidt blær. Den her cykel røg på min bagdel i dag. Det er en ELcykel fra Kildemoes og hold fast hvor er det sjovt at cykle på den. Den bliver simpelthen min nye bedste ven. Lige pludselig har man medvind på alle cykelstier. Har plaget manden min i lang tid for at få én og nu lykkedes det altså. Lidt fordele skal man vel have, når man er gift med en cykelhandler.

Håndarbejde!  Har ikke tid, skal ud at cykle, måske ser du min baglygte når jeg suser forbi.
Ha en god week-end derude.