Om Mig

tirsdag den 27. december 2011

Forkælet og forædt!

Forkælet er jeg blevet denne jul. Manden havde flottet sig og købt en I-pad, som vi helt sikkert får meget glæde af . Er noget mere handy, end min gamle bærbare pc.
 Jeg "kom" også lige til at forkæle mig selv, med denne dejlige bog. Der er nogle supergode modeller i og jeg er allerede gået i gang.
 Havde noget Babyalpacca/bomuld liggende fra Garnudsalg, som passer i strikkefasthed, men selvfølgelig ikke nok, så supplement er bestilt. Spændene strik og supersød model.

Er glad for at julen er overstået nu. Det har været helt vidunderligt at være sammen med familien, men det er også altid lidt vedmodigt. Savnet efter dem som ikke er her er extra stort på denne tid. 
Til gengæld er samværet med resten af familien en af de højdepunkter jeg ser frem til. Samvær og nærvær, ro og tid og selvfølgelig MASSER af god mad. 
Lover mig selv hvert eneste år at lade være med at overspise, men jeg "ælsger" mad og juleslik, suk suk.  
I aften står menuen på suppe, i håbet om at det render hurtigt igennem systemet.

God bag(h)jul

torsdag den 22. december 2011

Glædelig jul.


 Nogen (som i mig) var så heldig at vinde i en give-away hos viollykke og igår ankom gevinsten så.
Det smukkeste armbånd i "mine" farver. Det er jeg rigtig glad for. Tak til Lykke for det.


Denne lille finurlige fyr lavede jeg i mandags. Tror efterhånden at jeg har fremstillet 25 stk, så de hænger på toiletdørene hos hele familien og hos mange kære venner. Han er fremstillet at nylonstrømper og fåreuld, efter Ulla Påskes anvisninger. De er ret skægge at fremstille og ikke 2 bliver ens. Næste år må jeg tage mig sammen og starte i god tid, ( siger jeg hvert år ) så der er flere som kan pynte deres toiletdør med sådan en fyr.

Jeg vil gerne ønske alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL.

mandag den 12. december 2011

Både blog og strikketøj, bliver forsømt i  øjeblikket. Har trænet intensivt i svømmehallen, for at komme i form til jeg skal starte i mit nye job. Skal op til bassinprøve i Januar og vil gerne bestå i første forsøg. Glæder mig rigtig meget til at begynde.


  Det er ikke nemt at få strikketid med 2 små killinger i huset, som frygtelig gerne vil "hjælpe". Har dog fået nørklet lidt med disse skønne fyre, når killingerne er faldet omkuld. Jeg så nisserne sidste år på Ravelry og faldt pladask for dem. Jeg har købt opskriften på Alan Dart´s hjemmeside og de er nemme at strikke.

Nisserne er temmelig "gumpetunge", da der er en lille pose med granulat indeni, så de sidder godt.

I aften skal jeg passe "lillemanden" for første gang, bare en times tid, medens Heidi er til Zumba.
Han trives mere end fint og vejer ca. 6,5 kg nu. Han er en skøn baby, bliver kun sur hvis ikke maden kommer hurtigt nok. Freja er en rigtig god storesøster og hun har ikke været jaloux på sin lillebror.