Om Mig

torsdag den 28. april 2011

Nyt på pindene.

Er gået i gang med et slumretæppe til min søsters veninde. Farverne kan man ikke klage over, men PUH hvor er det kedeligt at strikke. Lutter retstik på pinde 4,5. Tungt er det også og besværligt at tage med sig.
Havde ellers lovet mig selv at jeg ikke ville gå i gang med noget andet.
 Men så faldt jeg lige for det sødeste bomuldsgarn i Netto.

Mit barnebarn er lige startet i førskole, så jeg kom liiige til at slå op til en tunika til hende.
Fik meget hurtigt overbevist  mig selv om at dette strikketøj, er nemt at tage med sig ud af huset.
Og så matcher det fuldstændig mine pelargonier ;-)

Jeg har altså svært ved at begrænse mig til kun at strikke én ting af gangen. SUK.
NÅ, men lige pt. har jeg da ingen UFOèr liggende. Så pyt.

tirsdag den 26. april 2011

Nu er det sommer!

Idag har været dagen, vi venter på med længsel hele vinteren. Dagen hvor båden bliver lagt i vandet. Forud er gået travle dage med klargøring, såsom polering og maling. Om vinteren står båden i min venindes lade og når jeg er på besøg hos hende, skal jeg liiiiige ud for at kigge og længes.
Vi er medlem af Nakskov Sejlklub, som holder til på Hestehovedet. Havnen ligger ca.3,5 km uden for selve Nakskov by og det er et skønt område med badestrand, campingplads, minigolf, restaurant og friluftbad.
Manden blev selvstændig sidste år og derfor blev det ikke til ret meget sejlads i 2010. Vi håber på det bliver til lidt mere i år.


HOPE ankommer til Hestehovedet.

Det er lidt nervepirrende at se på. Hope er en stor båd. Hun vejer 8-9 tons og er 12 meter lang. Det knager og brager.
 Men heldigvis gik det godt endnu engang.
Og så skal der lige efterpoleres lidt.
Benny er også klar til nye oplevelser.
Så krydser jeg fingre for at det bliver en dejlig varm sommer, med laaange lyse sommernætter.

mandag den 25. april 2011

Jakke i retstrik.

Den gled af pindene i torsdags, men grundet én særlig begivenhed i går, er jeg først lige blevet færdig med monteringen. Kan faktisk godt lide den selv om at striberne ikke er symetriske. Jakken er endnu ikke blevet vasket. Efter vask er garnet kun blevet blødere og det holder faconen meget fint.

Faktaboks:
Opskrift Drops nr. 128-14 str. M
Har brugt 9 ngl Rustik farve 005, indkøbt i Netto til 14,95 pr ngl.
Pinde. Addi turbo str. 3,5.
Har valgt at lave 3/4 ærmer, da de alligevel altid bliver hevet op.

lørdag den 23. april 2011

Forberedelser.

Jeg har lynende travlt, men jeg tar det med ro. Er ved at forberede min fødselsdag i morgen. Mærkeligt at tænke på, at det er min sidste dag i 40érne.

Der er gjort rent inde og påskekyllingerne er kommet op at hænge.

Terrassen er blevet fejet og rengjort. Nogle havemøbler er blevet malet.

Andre er blevet vasket af. Benny hund har hjulpet til.
Jeg har bestilt godt vejr ;-)

Mit liv i 40érne har bestemt ikke været gode for mig. Den ene tragedie efter den anden har har gjort livet svært både for mig, men også for resten af min familie. Heldigvis er vi gode til at støtte og favne hinanden, ligesom at venner og kollegaer har gjort en forskel.
Kom bare an 50, jeg er klar.

fredag den 22. april 2011

Discountsjalet "Dots".



Har meget længe været forelsket i Christel Seyfarths smukke sjaler, men har ikke lige haft "tid" (læs råd) til at købe et kit. Faldt så for en strømpegarn i Stof 2000 som opfyldte mine ønsker om bundfarve. Resten af garnet er også strømpegarn som jeg havde på lager.

Faktaboks:
Opskrift: Ingen. Har bare strikket efter mit eget hoved.
3,5 ng.l multifarvet strømpegarn farve 001 fra Stof 2000 til bundfarve
3 ngl. Bumbo strømpegarn farve 142 fra Super Best, til prikker og inderkant.
1 ngl. Bumbo strømpegarn sort, samt 1 ngl.  Bumbo strømpegarn farve 143 til kant.

Strikket på Addi Turborundpind str. 3,5 og derefter klippet op.
Sjalet måler 110 cm i højde og 215 cm i bredden.
Garnpris i alt kr. 187,25.
Jeg knuselsker simpelthen mit discountsjal.

Nu skal det være!

Hmm.
 Hvis jeg skal nå at oprette en blog, mens jeg stadig er i 40erne, så skal det være nu. Så det gør jeg så.
 Har i årevis fulgt forskellige blogs og har grint, fældet en tåre af og til og mest af alt er jeg blevet bombarderet med inspiration af alle de skønne kvinder derude i blogland.
Håber vi "ses".