I dag ville Allan være fyldt 27 år. For mærligt at tænke på. I min verden er han stadig den 17 årrige knægt, som så brat blev revet fra os. Der går ikke én eneste dag, uden at han er i mine tanker, men dage som disse er alt for svære at komme i gennem. Jeg savner ham, med hver eneste fiber i min krop.Jeg er taknemmelig for de 17 år jeg fik lov til at beholde ham og minderne kan ingen ta´fra mig. Han var som en hvirvelvind, min Allan, hvor han var, skete der noget. Han havde den skønneste humor og en evne til at se det sjove i det meste. Han elskede livet, sin familie og han var vennernes ven. Heldigvis er det de gode minder der dominerer. For selvfølgelig var han også teenager på godt og ondt.
Jeg ville ønske at jeg kunne kysse og kramme ham....Det kan jeg aldrig mere. Istedet vil jeg kysse og kramme hans far, hans storebror og resten af min vidunderlige familie og fortælle dem hvor højt de er elsket og at de gør mit liv værd at leve.