Om Mig

søndag den 13. maj 2012

Jow Jow jeg strikker endnu.......

meen ikke så meget som jeg ynder. Fik øje på denne i et Familiejournal og var så heldig at lageret indeholdt noget garn som kunne bruges. Den er strikket på pind 4,5  i Hjerte Roma og jeg har brugt knap 5 nøgler. Opskriften er nem og ligetil.
 Freja var ikke lige i humør til at prøve tøj, deraf det lettere anstrengte ansigtsudtryk, men hun blev da glad for den.


Selvfølgelig også lige lidt update på mine misser. 
De er begge blevet neutraliseret for 2 uger siden og Cinne kom hjem fra dyrlægen med krave på. Simpelthen ren tortur for en kat. Hun turde ikke gå, kunne ikke spise eller drikke, så derfor fik hun en lille trøje på , lavet af et stykke tubegaze, beregnet til lår/hoveder på voksne mennesker, så hun ikke kunne slikke i såret. Hun gik lidt spøjst i starten, men vænnede sig hurtigt til den. Perfekt løsning og langt mere human end kraven.

Lige om lidt (som i på onsdag) tager vi afsted på forlænget week-end til Amsterdam, dyrepassere er bestilt.

GLÆDER MIG HELT VILDT!!!

Åh ja forresten, sønnen min huskede sørme at det er mors dag idag og kom forbi med en smuk plante. Jeg sværger at det ikke er mig selv som har mindet ham om det.

Glædelig MORS DAG og ha´en god uge. 

tirsdag den 27. marts 2012

Forår forude!


Der er travlhed, både på arbejdet, i cykelforretningen og her på matriklen, heldigvis. Det gør også at bloggeriet ikke har første prioritet, men det kan ikke være anderledes lige nu. Prøver så vidt muligt at følge med i de blogge jeg følger. Der skal jo også være tid lidt strik og andet sjovt.
Var en tur på  messen i Middelfart forrige søndag. Det var min debut på håndarbejdemesse og jeg blev bestemt ikke skuffet. Min søde nabo og jeg, blev hurtigt enige om at det ikke var sidste gang. Gramsefaktoren var høj og øjnene kunne næsten ikke få nok. 


Købte dette kit hos Tante Grøn, er færdig med at strikke bladene, nu skal der bare sys sammen og hæftes ender.
>>>>>>>>>><<<<<<<<<<
Familiens yngste medlem Blev døbt Silas den 26 februar, samme dag som hans far blev 30 år. Hans storesøster Freja blev også døbt på denne dato for 6 år siden. Jeg fatter altså bare ikke at jeg har en søn på 30!!!!
Her har jeg lige givet ham mad, tror det skal opøves igen, he he.

Silas skal selvfølgelig også være med på Ugle-moden. Opskriften er fra Hendes Verden og den er srikket i str. 9 - 12 mdr. Passer ham perfekt, godt gået når man kun er 5 mdr, gammel.

>>>>>>>>>><<<<<<<<<<
Dette lille barnevognstæppe har jeg strikket til en veninde, som skal være mormor i Maj.
Det er en Drops opskrift, strikket i originalgarnet MerinoExtraFine og waau for et lækkert garn. Nu håber jeg bare at modtageren også synes at det er fint.

>>>>>>>>>><<<<<<<<<<
Sådan her så det ud i Søndags i vores have. Tror vist aldrig at vi er begyndt på græsslåning, så tidligt før. Men hvor er det bare skønt. Ville ønske at man kunne tage duften af nyslået græs og fylde det på parfumeflasker.


>>>>>>>>>><<<<<<<<<<
Håber at alle får en skøn uge, derude i samfundet.

onsdag den 22. februar 2012

Hej Hej

Alt for længe siden der har været indlæg her på bloggen, men til gengæld har der ikke været noget at skrive om. Mit håndled ( som jeg kom til skade med d. 5 januar ) har mildest talt været ved at drive mig til vanvid og strikketiden har nærmest været ikke eksisterende. De få forsøg jeg har gjort, resulterede i nærmest ingen nattesøvn pga. smerter. Min læge konkluderede at jeg havde reddet mig en gedigen seneskedebetændelse og gav mig en sprøjte med noget binyrebarkhormon og nu er det heldigvis godt igen. Og som jeg har strikket de sidste par dage. Fik færdiggjort mit Domino tørklæde i mandags og er vildt glad for det.


Garnet er Rustic fra Netto, som var nedsat til 10 kr. pr. nøgle og jeg har brugt 6 stk. Det kan lige nå at lune om min hals, men forhåbentligt ikke så længe endnu. Længes så inderligt efter forår og varme.

søndag den 22. januar 2012

Jeg er her endnu!

Og er blevet færdig med min kjole fra bogen, "Naturlig strik". Jeg er superglad for den, garnet er en blanding af babyalpaca og bomuld, indkøbt hos Garnudsalg.dk.  Lækkert, lækkert garn, blødt som en barnenumse. Er bestemt ikke sidste gang jeg strikker af det garn. Eneste ændring i forhold til opskriften, er at jeg har strikket ærmerne lidt længere end angivet, så forbruget er på 630 gr.


 Denne lille pigetrøje gled af pindene idag. Har strikket den for min søsters veninde og hendes barnebarn på 3 år havde selv valgt garnet. Kan godt forstå at små piger falder for farven og sølvglimmeret, men PUH det er et væmmeligt garn at have i hænderne. 100 %  akryl, af den slags som får hårene til at rejse sig på hovedet. Håber at den lille bliver glad for den. Jeg synes den er rædselsfuld.


Starten på det nye år har været hektisk. Det er skønt at være i gang igen, men også hårdt at arbejde på fuld tid. Det har jeg ikke gjort i mange år. Jeg lagde godt ud med at komme til skade med min hånd, under træning og kunne ikke gå til livredderprøve den 7 januar, som planlagt. Jeg kunne heller ikke strikke (og så er det altså skidt). Hånden gør stadig ondt, hvis den bliver misbrugt, men det går heldigvis fremad.
I mandags var jeg så til prøve og tænk, jeg bestod sgu........så nu er jeg simpelthen livredder.
Det holdt ellers hårdt. Er ikke god til eksamener og det bliver da værre og værre jo ældre jeg bliver. Men med lidt psykisk støtte fra bademester Jens og Gitte i Nakskov svømmehal, så gik det heldigvis. TAK til dem.

Her til aften har vi været til fødselsdag og Freja (barnebarn) er taget med os hjem for at sove. Hun ligger oppe i dobbeltsengen og farfar bliver forvist til gæsteværelset, så nu lister jeg mig op og putter med hende.

GODNAT OG DRØM SØDT.

mandag den 2. januar 2012

Godt nytår.

Så kom dagen hvor jeg startede på mit nye job. Det har været en ekstrem kort nat og en lang dag. Jeg er ikke så god til det der med at falde i søvn, når jeg har brug for det. Tankerne kværner rundt og jeg er bange for at sove for længe og så bliver det småt med søvnen. Men det har været en dejlig dag, jeg er fyldt op med indtryk og informationer og i nat tror jeg ikke at det bliver et problem at sove. I morgen har jeg nemlig min første fridag, hurtigt vil nogen måske mene, men jeg kan så også se frem til 6 arbejdsdage i rap.
Var en tur i bassinet idag og det var ikke så godt. Har ikke trænet siden den 17 december, fordi jeg fik en grim infektion i mine øjne. Det gjorde det heller ikke bedre at der er sket noget med vægten. Helligdagene skal ikke have hele skylden, for det er næsten 2 mdr. siden jeg kvittede cigaretterne og det hævner sig jo som bekendt.
Håber at jeg kan holde mit rygestop og at 2012 endelig bliver et godt år, uden sygdom og sorger, hos dem jeg har kær og det samme ønsker jeg for jer som læser med.

Rigtig godt Nytår!

tirsdag den 27. december 2011

Forkælet og forædt!

Forkælet er jeg blevet denne jul. Manden havde flottet sig og købt en I-pad, som vi helt sikkert får meget glæde af . Er noget mere handy, end min gamle bærbare pc.
 Jeg "kom" også lige til at forkæle mig selv, med denne dejlige bog. Der er nogle supergode modeller i og jeg er allerede gået i gang.
 Havde noget Babyalpacca/bomuld liggende fra Garnudsalg, som passer i strikkefasthed, men selvfølgelig ikke nok, så supplement er bestilt. Spændene strik og supersød model.

Er glad for at julen er overstået nu. Det har været helt vidunderligt at være sammen med familien, men det er også altid lidt vedmodigt. Savnet efter dem som ikke er her er extra stort på denne tid. 
Til gengæld er samværet med resten af familien en af de højdepunkter jeg ser frem til. Samvær og nærvær, ro og tid og selvfølgelig MASSER af god mad. 
Lover mig selv hvert eneste år at lade være med at overspise, men jeg "ælsger" mad og juleslik, suk suk.  
I aften står menuen på suppe, i håbet om at det render hurtigt igennem systemet.

God bag(h)jul

torsdag den 22. december 2011

Glædelig jul.


 Nogen (som i mig) var så heldig at vinde i en give-away hos viollykke og igår ankom gevinsten så.
Det smukkeste armbånd i "mine" farver. Det er jeg rigtig glad for. Tak til Lykke for det.


Denne lille finurlige fyr lavede jeg i mandags. Tror efterhånden at jeg har fremstillet 25 stk, så de hænger på toiletdørene hos hele familien og hos mange kære venner. Han er fremstillet at nylonstrømper og fåreuld, efter Ulla Påskes anvisninger. De er ret skægge at fremstille og ikke 2 bliver ens. Næste år må jeg tage mig sammen og starte i god tid, ( siger jeg hvert år ) så der er flere som kan pynte deres toiletdør med sådan en fyr.

Jeg vil gerne ønske alle en RIGTIG GLÆDELIG JUL.